Ved den traditionelle geocache, placerer geocacheren en beholder med logbog, blyant og nipsgenstande på et sted som kun han/hun eller meget få andre kender. Derpå noteres cachens koordinater vha. en GPS og disse offentliggøres sammen med andre oplysninger, på geocaching.com, hvor andre geocachere efterfølgende kan søge cachen med deres GPS. Findes cachen, skrives der i logbogen og en genstand byttes evt. Det er god tone at lægge en ting med minimum den værdi som den ting man tager har, således at der også er noget spændende at finde til den næste.
De typiske cache-ting er ikke af ret høj værdi, men kan godt have værdi for finderen. Indholdet kan foruden logbogen være usædvanlige mønter eller valuta, småt legetøj, CD'er eller bøger. Almindeligt er også ting som bliver flyttet fra cache til cache, så som vandrebiller og geocoins som kan spores online. Også ting af højere værdi kan ligge i en cache. Disse er som regel forbeholdt den første finder af cachen, eller i cacher som er svære at finde.
Størrelsen på cacherne kan variere fra små mikro-cacher, som ikke indeholder mere end et stykke papir som logbog, til store kasser eller spande. Hvis en geocache er blevet ødelagt eller stjålet, så siges det at den er blevet "mugglet". Dette udtryk kommer fra Harry Potter bøgerne, hvor mugglerne er de almindelige mennesker.
Hvis en geocacher opdager at en cache er blevet mugglet, så kan den logges som "needing maintenance" som sender en mail til cache-ejeren, som så enten kan reparere, ombytte eller deaktivere den.
Etik
Uden nogle få regler inden for denne sport, kan geocacherne være til fare for dem selv eller andre. På geocaching.com er der nogle retningslinjer for hvordan man gemmer en cache. Når man geocacher på befærdede steder, kan søgningen efter en cache kræve taktfølelse og dygtighed for at undgå opmærksomhed. Cache-ejeren bør tage dette i betragtning når cachen gemmes. Geocachere i udlandet er blevet afhørt af politiet på grund af mistænkelig opførsel.
Historie
Geocaching med GPS blev muligt den første maj 2000 ved fjernelsen af selective availability på GPS-systemet. Den første cache med GPS blev placeret den tredje maj 2000.
Geocache variationer
Der er flere forskellige typer cacher. Nogle er meget nemme at få fat i. Man kan stort set bare åbne bildøren, medens andre er meget besværlige at komme til. Man kan risikere at skulle finde cacher under vandet, på høje klipper eller sågar nord for den arktiske cirkel. Det hører dog til sjældenhederne at placeringerne ligefrem er undskabsfulde.
Variationerne inkluderer:
- Traditionel: Dette er den typiske cache. En beholder og en logbog som minimum. Den er gemt på de opgivne koordinater.
- Multi-cache: Denne består af en traditionel cache som slutpunkt, men med indlagte cacher eller momenter som fører til den endelige. Der er eksempler på meget omfattende multi-cacher hvor der skal løses mange opgaver og vandres mange kilometer undervejs.
- Mystery/puzzle-cache: Ved denne type cache er der ikke opgivet nogle koordinater. De bliver først fundet ved at man løser en eller flere gåder.
- Earthcache: En earthcache er en speciel type virtuel cache, der findes på et sted med unik geologisk værdi. Der findes en dansk earthcache. Den er placeret ved en blotlagt lerformation på Æbelø, hvor kravet for at kunne logge cachen som fundet er at man uploader et billede af sig selv foran formationen.
-
Virtuel cache: Denne cache findes ikke fysisk. Opgaven er at finde frem til et bestemt sted, og på det sted finde svaret på et spørgsmål der kun kan besvares der. Geocaches lægges normalt kun på steder der har en spændende historie, men for virtuelle caches, er kravet normalt at det er et særligt spændende sted.